
Når vi taler om barnets tilegnelse af sprogets grammatik, menes både barnets morfologiske udvikling og dets syntaktiske udvikling.
Morfologi er læren om ords struktur, orddannelse og ordenes bøjning.
Syntaks er læren om regler for sætningers opbygning.
Hvis barnet skal lære og kende reglerne for hvordan ord bøjes og kombineres, så kræver det at barnet har et ordforråd af en vis størrelse. Derfor har barnets ordforråd også stor indflydelse på udviklingen af dets grammatiske kompetencer.
Barnets første ord vil oftest være navneord, udråbsord herefter udsagnsord, tillægsord og til sidste funktionsord.
Ligesom barnets ordforråd og fonologiske udvikling, vil de grammatiske evner i starten være meget begrænsede for så pludselig at tage fart og blive mere og mere avanceret og nuanceret.
Det er med sprog som med så mange andre færdigheder: Learning by doing. Dette gælder også grammatik. Børn tilegner sig grammatikkens systemer og regler ved at høre sproget i brug igen og igen. Derved kan barnet opfatte de mønstre og regelmæssigheder, som grammatikken rummer. Når barnet selv taler, afprøver dets hypoteser om disse grammatiske mønstre. Derfor gælder det også her, at barnet inddrages i så mange samtaler som muligt, da det giver barnet anledning til at opfange og afprøve grammatikkens regler.
Først senere i udviklingen vil barnet opdage, at nogle udsagnsord bøjes uregelmæssigt.
Grammatiske milepæle 0-3 årige
Oversigt over barnets grammatiske milepæle
1-2 år
- 14 måneder: Barnet anvender navneord og udråbsord
- Barnet anvender holofrasiske og telgrafiske ytringer, hvilket betyder at udefinerbare udtryk/ord kan udtrykke en hel sætning. 1-3 indholdsord uden bøjningsendelse repræsenterer hele sætninger
- Barnet begynder så småt at mestre enkelte bøjningsendelser såsom flertal (bil-er) og genitiv (mor-s)
2-3 år
- 24 måneder: Barnet anvender udsagnsord. Barnet kombinerer ord og anvender ejefald (ex. Mere mælk, Emmas cykel)
- 25 måneder: Barnet skelner mellem ental og flertal (ex. En giraf, flere giraffer)
- 30 måneder: Barnet udtrykker sig i både nutid og datid (ex leger, legede). Barnet anvender både situationsafhængigt og situationsuafhængigt sprog
- 32 måneder: Barnet anvender funktionsord
- Barnet anvender hele sætninger med 6-8 ord
- Brugen af flertal og genitiv falder på plads. Barnet anvender regelmæssige udsagnsord i både nutid og datid. Barnet begynder at bruge negation (ex jeg ikke spise)
Anbefalinger grammatik 0-3 årige
Anbefalinger til styrkelse af barnets grammatiske udvikling
- Det handler igen om at bade barnet i sprog – alle facetter af sprog læres ved at høre og tale det igen og igen. Inddrag derfor hyppigt banret i børnerettede dialoger, hvor der gøres brug af de 10 understøttende sprogstrategier.
- Tal langsomt og tydeligt -dog uden at lyde kunstig
- Ret ikke barnets grammatik direkte – gentag i stedet barnets sætning og udvid den med mere information i form af flere ord og bøjninger
- Læs dagligt bøger sammen med barnet, hvor i taler om historiens personer, handlinger og bogens illustrationer. Her er dialogisk læsning en oplagt metode
- Benyt jer af lydoptagelser, når barnet taler. Det stimulerer ofte barnets lyst til at tale i længere sætninger, når det efterfølgende kan høre sig selv. Der findes også forskellige apps, hvor man sammen med barnet kan indtale sine egne historier og kombinere lyd med billeder.
- Undgå at forenkle dine sætninger. Barnet tilegner dig en mere nuanceret grammatik, hvis det hører flere komplekse sætninger.