På trin 2 har eleven tilegnet sig den fonematiske stavestrategi og staver alle lydrette ord korrekt.

Eleven kan nu opdele talesproget i enkeltlyde og behersker lydanalyse og lydsyntese – altså den fonematiske stavestrategi. Eleven er lydret staver og har lært, at der til enhver lyd svarer et bogstav. Det betyder, at eleven skriver ordet som de siger det. Det betyder at lydrette ord staves korrekt, mens ikke-lydrette ord ofte fejlskrives. kendetegnende for trin 2 er, at når eleven fejlstaver, er der ofte tale om lydrette stavefejl i forbindelse med f.eks. vokalglidninger og stumme bogstaver. Det skrevne er nu fuldt forståeligt og giver mening​. Der er stadig tale om børnestavning men med fokus på, at lydrette ord staves korrekt. Mange af de 120 ord kommer nu i spil i elevernes tekster, og for nogle elever staves de korrekt, selvom det er ikke-lydrette ord. De kendes og staves som ordbilleder. Trin 2 rummer rigtig mange delelementer, som der bør undervises i. Delområderne beskrives i bilaget ’PEU-skema fra fagkonsulenterne i dansk’​, under trin 2. ​Slutmål​: Blive bevidst om eksistensen af lydrette og ikke lydrette ord – eleven behersker lydret stavning. ​ Hvad skal rettes: Lydrette ord, der er stavet forkert, eller hvis eleven selv spørger til ikke-lydrette ords stavemåde. Eksempler på staveforsøg: hest/hæst, fisk/fesg, hvis/vis, skole/sgole osv.