Indsats 0. - 2. klasse
Allerede når barnet starter i skolen har børnehaveklasselederen adgang til at se barnets sprogvurderingsresultater. Endvidere har forældre og børnehave i samarbejde udfyldt et overgangsskema, som forældrene afleverer på skolen i forbindelse med skolestart.
Skemaet fortæller noget om barnets forudsætninger for læsning og skrivning. Det er afgørende for barnets sprog og -læseudvikling at børnehaveklasselederen tilrettelægger sin undervisning, så den tager udgangspunkt i og videreudvikler færdigheder, viden og erfaringer, som børnene har tilegnet sig i familie og dagtilbud og fritid.
Alle elever screenes med Risikotesten for ordblindhed med ordlister i slutningen af børnehaveklassen (april-juni). De elever, der er i risiko, skal yderligere undersøges med del 2 og 3.
Der afholdes klassekonference i slutningen af 0. klasse med deltagelse af kommunens Tale- høre konsulent samt Læse- matematikkonsulenten.
For elever i risiko for ordblindhed iværksættes en intensiv målrettet indsats over 10-12 uger med fokus på systematisk undervisning i udnyttelse af skriftens basale lydprincip i læsning og skrivning. Undervisningen skal være hyppig – med 3–5 gange om ugen – og skal omfatte mindst 50–100 timer. Der skal være en vis ro omkring eleven. Der laves en individuel, tidsbegrænset handleplan, som skal evalueres.
Aktiviteterne og metoderne i den intensive undervisning adskiller sig ikke nødvendigvis fra metoderne og aktiviteterne i den almene undervisning. Men i den intensive undervisning kan man tilbyde eleven målrettet undervisning i skriftens lydprincip tæt på en lærer og med langsom progression og på et andet niveau end klassens.
Indsats 3. - 4. klasse
I starten af 3. klasse screenes alle elever med DVO-testen (nonordsdiktat). De elevers, som har 16 eller færre rigtige er i risiko for ordblindhed og man skal gå videre med at undersøge elevens læsevanskeligheder. Det kan enten være Elbros ordlister 30/30 på tid, som især viser ordblindevanskeligheder. Eller det kan være Testbatteriet, som udover at undersøge fonologiske vanskeligheder også undersøger arbejdshukommelsen, sproglige områder og ordgenkendelse.
Det er vigtigt at resultaterne fra disse test sammenholdes med klasseprøver som diktater og løbende læseevalueringer.
For elever i læsevanskeligheder i 3. klasse er det vigtigt at der fortsat arbejdes intensivt med elevernes egen læseudvikling, men at de også tilbydes adgang til oplæsning af alderssvarende tekster via et oplæsningsprogram (AW), således at de får de samme læse/lytte erfaringer som klassekammeraterne. Der laves en individuel, tidsbegrænset handleplan, som skal evalueres.
I løbet af 3. klasse afholdes der en klassekonference med deltagelse af kommunens læsekonsulent. Alle elever tager en læseprøve og sammenholdt med diktater, produktion af skriftlige opgaver, DVO'en og den løbende læseevaluering vurderes det, om der er elever i læsevanskeligheder, som bør undersøges nærmere for ordblindhed.
I Skive Kommune tages i slutningen af 3. klasse /begyndelsen af 4. klasse en ordblindevurdering med Elbros ordlister 40/40 på de elever, hvor der er mistanke om ordblindhed.
Forældrene orienteres før og efter ordblindevurdering.
Er eleven ordblind skal han / hun tilmeldes Nota, og skolen skal i samarbejde med forældre og elev udarbejde en individuel handleplan for den ordblinde elev (se skabelon).
Den følges op på møder med eleven, elevens forældre, lærere og andre relevante samarbejdspartnere efter behov, men mindst en gang om året.
I marts - juni 7. klasse skal alle elever, der vurderes at være ordblinde testes med den digitale ordblindetest fra UVM.
Forældrene skal give samtykke til den digitale ordblindetest fra UVM
Link til oplysningstekst og samtykkeerklæring kan findes herinde