Eleverne skal kunne genkende, fortolke og reproducere de forskellige genrer både, når de læser og skriver. De skal have et fagligt begrebsapparat til at karakterisere, sammenligne, reflektere over og diskutere sprog og tekster i faglige og æstetiske tekster. Målet er, at eleverne skal udvikle en analytisk, fortolkende og kritisk bevidsthed over for tekster.
I undervisningen skal der fortsat arbejdes med at fastholde og udbygge læselyst og læsevaner. Eleverne skal endvidere udvikle kommunikative kompetencer og tilegne sig et varieret og sikkert ord- og begrebsforråd. Færdigheder i at læse, skrive og stave konsolideres. Eleverne skal blive i stand til at læse mere og mere omfangsrige tekster og de skal kunne fremstille større multimodale tekster.
Skrivning er en vej til erkendelse, og skrivning kan udvikles. Dybdelæring og synlige tanker kan ifølge Erica Stjernø udvikles gennem skriveprocesserne
I 10. klasse fortsættes og udvikles arbejdet med de forskellige danskfaglige dimensioner, som beskrevet ovenfor. I en gensidig vekselvirkning mellem læsning og fremstilling udvikler eleverne et fagligt begrebsapparat til at kunne indsamle, undersøge, uddrage og sammenligne informationer, samt diskutere, vurdere og reflektere over egne faglige, personlige og sociale forudsætninger både mundtligt og skriftligt.