Eleverne skal i udskolingen arbejde videre med udvikling af metoder til beregninger med hele tal, brøk, decimaltal og procent. Her er der særligt fokus på, at de opbygger en hensigtsmæssig brug af hovedregning, skriftlig notation og digitale hjælpemidler
En hensigtsmæssig brug af ovenstående kan man løbende italesætte og arbejde bevidst med i forbindelse med opgaveløsning ved at
drøfte mulige måder at lave beregninger på forud for en given beregning
diskutere forventede resultater i forhold til valg af metode
afprøve forskellige måder at lave beregninger på og efterfølgende sammenholde resultaterne
De skal desuden have en viden om regningsarternes hierarki. Denne viden skal løbende opbygges og udvides. I dette arbejde er det afgørende for konsolideringen, at man drøfter resultater og identificerer de fejltyper, der kan give forkerte resultater. Konsolideringen kan styrkes gennem
mundtlige aktiviteter der kobles med de skriftlige opgaver
systematisk opfølgning på reglerne for regningsarternes hierarki
udarbejdelse af elevernes egne noter og huskesætninger