Når barnet lærer flere sprog Det særlige for tosprogede børn er, at deres sprogudvikling finder sted på to eller flere sprog. I Dagtilbudsloven og i Folkeskoleloven bliver det at være tosproget defineret således: ”Ved tosprogede børn forstås børn, der har et andet modersmål end dansk, og som først ved kontakt med det omgivende samfund, eventuelt gennem skolens undervisning, lærer dansk.” Denne definition omhandler primært sekventielt tosprogede, hvilket vil sige børn, der først har lært et sprog (førstesproget/modersmålet) og senere er begyndt at lære et andet sprog. Definitionen kendetegner derfor ikke de simultant tosprogede børn, der lærer to eller flere sprog samtidig. En bredere definition – at tosprogede børn er: ”Børn, der i det daglige har brug for to eller flere sprog” (Holmen 2006). Denne definition rummer de mange varianter af tosprogethed, som fagpersoner oplever i dagligdagen. Mange tosprogede børn bruger deres sprog domænebestemt og taler forskellige sprog alt efter, hvem de taler med. Variationen indenfor tosprogethed er bred. Der er dog en række fænomener, som er gældende for den sproglige udviklingsproces hos børn, der skal lære flere sprog. Det konceptuelle ordforrådDet konceptuelle ordforråd er barnets sammenlagte antal af begreber/ord – altså både ordforrådet på modersmålet og ordforrådet på dansk. Selvom barnet kender det samme ord på begge sprog, tæller det kun én gang. Størrelsen af det konceptuelle ordforråd skal gerne svare til eller være en smule større end det gennemsnitlige ordforråd hos etsprogede børn. (Højen & Bleses, 2009)